– af Andreas Othel-Jacobsen
I omkring år 600 f.Kr. i det gamle Grækenland blev den joniske søjle udviklet. Du kender den helt sikkert, det er den søjle man ser for sig når man hører ordene ’oldgræsk arkitektur’. Den er én ud af i alt tre slags søjler der udgør hvad der kaldes for de klassiske græske søjleordener. Jeg kendte ikke til denne lille gruppering, men efter at have slået det op kan jeg meddele at de to andre slags er dorisk og korintisk. Umiddelbart har en søjle en simpel funktion i dét at den holder noget oppe. Men som grækerne har bevist med deres nu ikoniske søjle, kan noget der ved første øjekast virker simpelt have skjulte facetter. Det gælder for eksempel i receptionen til Fountain House hvor man finder Teatersøjlen.
En beskeden bygningsstruktur har her fået nyt liv, et job så at sige, da det nu er her man kan finde gratis billetter til teaterforestillinger. Det kunne naturligvis være eventyrligt hvis det var Teatersøjlen selv der havde erhvervet sig det virke, men det er det nu ikke. En person af kød og blod står til ære for det, ikke mursten og maling, men det gør det ikke mindre fantastisk. Den person hedder Morten.
På førstesalen i Fountain House er der kontor og mødelokaler og jeg indtager sidstnævnte en tirsdag eftermiddag sammen med Morten. Han har været i huset i snart seks år og har hovedsageligt været en del af kontoret og siddet i receptionen. Jeg spørger ham hvordan Teatersøjlen som koncept overhovedet er opstået. Han fortæller at ”en af vores naboer” ved navn Laura, fra foreningen Fuldt Hus, en dag luftede idéen. Brugen af ordet nabo bemærker jeg som et tegn på det venskabelige samarbejde der fylder Fountain House. Derefter var det ”mit fra starten af”, siger Morten. Det var ham der lavede alt arbejdet med at få det i stand. Han rekvirerede paragraffer og sendte mails og fuldte projektet til døren. Jeg komplimenterer ham på hans engagement og spørger ind til det. ”Der var en mulighed og jeg greb den”, svarer han. Jeg minder mig selv om at blive bedre til at gøre den slags. Teatersøjlen blev godkendt med det samme.
Det er snart to år siden og der har indtil videre været sortiment af billetter til over 30 forestillinger. Det gælder alt fra opera og ballet til kammerspil og musicals. For nylig er Det Kongelige Teater hoppet med på vognen (Gamle Scene, Operaen, Skuespilhuset m.fl.) og kan nu tilføjes til listen som allerede blandt andet indeholder Nørrebro Teater, Folketeatret, Betty Nansen Teatret, Østerbro Teater og Østre Gasværk. Af forestillinger remser Morten på stående fod op – Hair, Don Juan, I Am Gold, Lægen, Timerne og – med måske den bedste titel noget nogensinde har haft – Jytte fra marketing er gået for i dag. Det spænder åbenlyst vidt og bredt både hvad og hvor Teatersøjlen kan føre til.
Nye billetter kommer cirka en gang hver fjortende dag. De annonceres på det interne forum på Facebook en 7-14 dage før den givne forestilling afvikles, og findes derefter hængende i deres fysiske form på Teatersøjlen. Der er omkring seks billetter til rådighed hver gang og det er først-til-mølle princippet der gælder. ”Det er bare at forsyne sig”, siger Morten gladt. ”Indenfor rimelighedernes grænser selvfølgelig”, tilføjer han hurtigt med et smil. Reglen er at husets medlemmer har førsteret og at hver person må tage én billet til sig selv og én til en gæst. Skulle der være billetter tilbage på selve dagen for forestillingen så er der til gengæld ”frit rov” for alle.
”Det tilføjer noget til huset at man mødes på tværs af enhederne”, fortæller Morten. ”Man har måske set folk omkring og kender deres ansigter, men har aldrig rigtig fået talt med dem.” Det fortæller han til mit spørgsmål om hvad han har oplevet af effekt fra Teatersøjlen. Hans gode pointe havde jeg ikke selv overvejet og jeg tager et øjeblik til at tænke. Så spørger jeg lidt prikkende om hvad han selv har fået ud af det. ”Det er dejligt at give folk en chance for at komme ud og opleve noget”, svarer han venligt. Jeg prikker til ham fordi jeg fornemmer at han ikke har lyst til at tale sig selv op, selvom han tydeligvis har sejret i sin gøren og derfor har helt lov til det. Hans ydmyghed er meget sympatisk.
Da jeg ikke har flere spørgsmål takker jeg Morten for hans tid. Han pauser og kigger eftertænksomt ud af vinduet. Jeg er stille. ”Jeg spekulerer på om der er mere jeg kan tilbyde”, siger han så. Det er bemærkelsesværdigt hvor meget han bekymrer sig om det han laver. Ligeså er effekten han har på sin omverden. Hver vinter i Fountain House uddeles Magnild-prisen. Her har medarbejderne og medlemmerne muligheden for at indstille et medlem. Prisen tildeles for en ekstraordinær indsats i sit arbejde og sit bidrag til fællesskabet. Senest gik prisen ikke overraskende til Morten til stor applaus.
Teatersøjlen er blot ét af de skibe folkene i Fountain House har sat i søen. Det er en del af en større sammenhæng og således potentielt overset. De fleste af os glemmer nemlig desværre for ofte hvordan små gerninger kan føre til store forandringer. Jeg selv er glad for at være blevet mindet op det.
Lad os allesammen gå teatret! Morten viser vej.
