Multirummet i kælderen under kantinen, har i mange år ligget relativt roligt hen. Aftenskolen har ofte brugt rummet til forskellige kurser som mindfulness og yoga, og de senere år har et lille trænings og fitness hjørne udviklet sig, med vægte, stativer og andet udstyr til dem der kan lide at træne.
Indenfor det seneste år er der dog kommet mere fart på det store lokale. Film klubben i Fountain House har haft de første mange vellykkede visninger, i den meget fint indrettede biograf i det ene store hjørne af Multirummet.
Et fotostudie med lamper og baggrunde har fundet plads i kælderen og træningsområdet er udvidet med bedre underlag, flere vægte og også måtter og underlag til forskellige former for træning. Som det nyeste, er de hvide vægge blevet udsmykket med nye karakterer i form af skurkene fra Batman tegneserien og filmene. Batman selv er kommet med, men med røde øjne kommer man til at tvivle lidt på heltestatussen.
“Det er helt bevidst”, forklarer Louis Petersen der er kunstneren bag de nye udsmykninger i kælderen. ”Jeg kan godt lide Batmanuniverset, men især skurkene, fordi de har flere facetter og nuancer.”
Louis har brugt de seneste to måneder på at male de mange figurer på væggene. Han er nu færdig og afslutter sin praktik i kontoret i Fountain House til december. Louis arbejder meget med grafisk design og formidling, og har en kærlighed til både graffiti og illustrering. Således er det også Louis der sidste sommer, dekorerede ”Grafittiporten” ved køkkenet og bogstøtten.
Louis er kommet i Fountain House i ca tre år. Han startede på billedkunstholdet i Fontana, og kom herefter i praktik i Grafix. Da det lukkede blev det til praktikplads på kontoret og dekorering af Multirummet.
Multirummet har bekendt kulør kan man sige, som et rum med mange muligheder og funktioner. Det er i stadig udvikling, og det bliver spændende at følge hvordan det tager videre form i den kommende tid.
Tekst og billeder af Nikolaj Callesen, medlem i kontoret.