– af Andreas Othel-Jacobsen
Det er onsdag formiddag og det er plantedag i Fountain House. Der luges og der sås og der er en herlig duft af blomster og muld. Hvor end man drejer hovedet hen er der folk med sved på panden og jord under neglene. Noget af floraen skal blot vandes, noget andet skal overføres til et nyt sted og noget tredje skal have tid til at vokse. Solsikke, margerit, hortensia, lavendel og flere af deres venner er at finde. Plus krydderurter i flæng. Der er alskens sorter. I mængden finder jeg Casper i gang med at feje fortovet foran indgangen til bygningen. Han smiler og siger hej. ”Skal vi?”, spørger jeg. ”Ja, lad os.”, svarer han. Vi forlader den grønfingrede masse, udruster os hver med en kop kaffe fra husets Café Grums, og sætter os indenfor.
Vi kender ikke hinanden og det er første gang at vi egentlig taler sammen. Jeg starter optageren og spørger først Casper hvad han har fået at vide som årsag til at vi sidder her nu. ”Det drejer sig om dét at være i Fountain House og så at komme i arbejde, ikke sandt?”, spørger han tilbage. Jeg nikker. Casper har været medlem siden 2007 og er tilkoblet køkkenet. I den tid har han dog også haft forskellige jobs, men er blevet ved med at komme i huset. Derfor fandt jeg ham interessant at udfritte. Fordi som det fremgår på hjemmesiden, er Fountain House et sted der fungerer som et slags springbræt til noget andet. Så hvordan kan det være at Casper er her nu, skønt han er i arbejde, og hermed succesfuldt har opnået det han givetvis var her for i første omgang?
’Det er et godt sted at få hjælp til at komme videre.’ – en sætning der er blevet sagt om Fountain House. Jeg selv studser over ordene ’at komme videre’ uden at vide helt hvorfor. Jeg spørger Casper hvad han synes. ”Det er på en måde rigtigt, men ikke helt. Altså jeg holder meget af Fountain House. Jeg har altid brugt huset, mere eller mindre, selvom jeg har haft et job. Og det vil jeg blive ved med. Så for mig er det ikke sådan at give slip på huset og så derudaf. Ordene ’at komme videre’ lyder som at så er huset i bakspejlet og det er ikke sådan jeg har det.” Jeg tror at jeg ville have det på samme måde, siger jeg til ham. Det er nok derfor jeg selv tog notits af formuleringen. Det virker spøjst at bruge ord der lyder af at noget nyt er nødt til at ske lige om lidt. Ord der lyder af at det ikke er godt nok som det er lige nu. Ord der lyder af skynd. Det virker faktisk som det modsatte af den ro og refleksion der er at finde under husets tag. ”Lige præcis.”, siger Casper. Jeg beder ham om hjælp til at komme på en bedre måde at sige det på. Vi tænker. Ingen gevinst. Vi aftaler at råbe højt hvis inspirationen pludselig rammer.
”Jeg startede med at komme her fordi jeg synes at det er vigtigt at have noget at lave. At være i gang. Det er vigtigt at bruge sig selv, ellers kan man komme til at sidde fast. Og så bliver det måske først rigtigt svært. Lad os sige at du sidder derhjemme og ikke rigtig laver noget i en uges tid. Når du så pludselig er på fx en arbejdsplads igen, så føles det nok overvældende. Fordi selvfølgelig gør det dét. Du har lige vænnet dig til det andet. Tag det hellere i små doser. Væn dig til at være blandt andre. Væn dig til at arbejde. Væn dig til ansvar.” Jeg nikker igen. Denne gang mere energisk end jeg gjorde tidligere, fordi jeg værdsætter visdommen i det der bliver sagt og fordi jeg relaterer. Man kan hurtigt få anskaffet sig dårlige vaner og de kan føles helt umulige at komme af med igen. Væn dig langsomt af med vanen, som Casper siger det. Det er et godt råd og jeg skriver mig det bag øret.
”Fællesskabet i huset er også unikt. Jeg kan rigtig godt lide at komme her og jeg har fået gode venner her. Det er et sted hvor man kan få prøvet sig selv af. Se hvad og hvor meget man kan. Der er en enorm rummelighed. Her er man som man er og alle er velkomne.” Jeg siger at det er ærgerligt at det ikke er sådan alle steder. Det skulle det da gerne være. Casper er helt enig. ”Det hænder at man møder folk der har berøringsangst overfor de ting man fortæller dem. Det føles ikke vildt godt. Men her i huset så kan man bare, eller det gør jeg i hvert fald, sige det som det er. Og jeg er kun blevet mødt med forståelse.” Det lyder enormt rart, siger jeg. Det lyder som om at der er en tryghed der således avler en ærlighed. ”Lige præcis.”, siger han igen. ”Jeg tror du hviler mere i dig selv hvis du siger det som det er.” Det er bemærkelsesværdigt hvor mange gode ting Casper har at sige om Fountain House. Det giver jo kun mening at vende tilbage til sådan et sted. Er der en modpart til sætningen om aldrig at gå tilbage til en fuser? Hvis der er, så er den gældende her.
Til slut spørger jeg om der er flere ekspempler på ting Casper har lært herinde som han har taget med sig derude. Selvisk vil jeg egentlig bare gerne have flere gode råd fra en tydeligvis velovervejet person. Han svarer kort ja, men pauser så og gentager ordet ’derude’. ”Sjovt ord at bruge – sådan, der er huset her og så er der den store vide verden derude.”, siger han eftertænksomt. Jeg undskylder for at det muligvis ikke er det korrekte ordvalg, men spørger alligevel om det giver mening for ham. Han svarer at det gør det. Så spørger jeg hvorfor han i så fald pausede. ”Jamen det er lidt ligesom da vi talte om ’at komme videre’ tidligere, ikke?” Jeg bliver stille og tænker efter. Han har ret. Igen er det en spøjs måde at sige det på. Denne gang var det dog min fejl. Jeg skammer mig lidt over at have trådt forkert, men sætter også pris på at blive gjort opmærksom på det. Det har værdi at vi lægger mærke til hvordan vi forholder os til tingene, og der kan vi netop tjene os selv ved at finpudse de ord vi bruger. Vi tænker endnu en gang. Der er stille i rummet. ”På nye eventyr!”, udbryder Casper pludseligt. Jeg nikker endnu en gang, denne gang så ivrigt at min nakke kramper. Jeg skribler hastigt ned imens Casper ler. Sådan en god sætning. Det gør mig glad både at Casper ser det på den måde, såvel som at han fik hjulpet mig med en nødvendig omformulering. Jeg takker ham. Han siger at jeg bare skal tage fat i ham hvis der er andet han kan gøre. Der er en umiddelbar venskabelighed over det, fra ham til mig, og jeg husker at vi teknisk set er fremmede. Eller det var vi da vi satte os ned.
Der lyder da et hyl kommende udefra, hurtigt efterfulgt af latter. Vi kigger ud af vinduet. En upottet potteplante er blevet tabt nedover en persons nye kondisko. Der gives kram og skulderklap til hyleren, og vi kan høre folk kondolere for det bortgangne fodtøj. Vi griner og jeg fornemmer at vi får samme tanke. Det er på tide at komme op af stolen og tilbage til de andre. Der skal plantes planter.
