”Det største stigma, er det vi lægger på os selv”. Tine T. Ovesen, tidligere medarbejder i Fountain House, København.
Jeg har netop rundet mine første ti år som medlem i Fountain House København. Med kortere og lidt længerevarende afstikkere, er jeg i den tid kommet i huset gerne to til tre gange ugentligt.
En gang i huset som jeg ikke et øjeblik er i tvivl om, har hjulpet mig fundamentalt, måske i øjeblikke reddet mit liv, eller i hvert fald givet mig håb og mod, tryghed og et tilhørsforhold som med årene måske ikke er blevet lettere, men i klare øjeblikke, uendelig meget bedre, og måske i stigende grad afklaret.
Hvorfor er Fountain House et sårbarhedens rum, hvori ligger det besværlige i at have sin gang her, spørger jeg gentaget mig selv. I mine første spæde år her i huset, kunne jeg ofte drømme om at finde en form for ro, en form for base, en hverdag i huset, der gav dyb mening, var fyldestgørende, som en almindelig og elsket arbejdsplads kunne være det for mig.
Det er ikke sket.
Det ville for mig, kan jeg se nu, være at forvente for meget. Ikke desto mindre har jeg taget kampen, mere eller mindre ihærdigt. Længe bevidst om nødvendigheden for mig at have min gang her, ofte frustreret, selvmodsigende, vandrende med dårlig samvittighed og forkerthedsfølelse langs væggene i kernehuset, fordi det bare var meget besværligt at finde den store forkromede ro, arbejdsglæde, mening, samhørighed, betydning, og følelse af at gøre en forskel i huset.
Ganske kort, er det jo et særligt sted. Først og fremmest er det ikke en ordinær arbejdsplads, med en tydelig udadrettet meningsfuld opgave at løse for medlemmet. Pseudo, kunne nogen sige, en sovepude andre. En børnehave, tredje kommentatorer. Og hvori kan den så ligge den forkromede mening, for taler man med andre medlemmer om emnet, føler de fleste vel alligevel, at det giver god mening at arbejde og komme her som medlem.
For mig er det et sårbarhedens rum. Et rum jeg træder ind i, hvor jeg uvægerligt møder mig selv, næsten nøgen. I samværet med de mennesker jeg kender over en årrække i Fountain House, er der ingen steder at gemme sig. De har set rigtig meget af mig. De aktive foretagsomme perioder. De måneder, hvor jeg lige netop magter at krybe langs nogle mure i cafeen, en enkelt eller to formiddagstimer. Der er ikke noget nyt under solen. Det er Nikolaj.
Når så mit eget alterego, forsøger at puste sig op, til at NU kører det. Må og kan jeg gentagne gange i Fountain House, møde de mennesker der kender de mange sider af mig. De tungsindige, de skamfulde, de bedrøvede, de begejstrede, de rastløse, de stolte, de foretagsomme, de beslutsomme og de vedholdende.
Det er et fællesskab.
Om hvad?
For mig handler det om at træde ind i sårbarhedens rum. Der hvor jeg er allermest skrøbelig, og der hvor det eneste potentiale ligger for at forandre mig, for at heles, for at acceptere mine livsvilkår, min skæbnes bane, for at åbnes, for at folde mig ud og for at komme hjem til mig selv, til min grundfølelse, den der ligger dybt i maven, som jeg altid har med mig, som mærker mit væsens konturer.
Et fællesskab, der er fokuseret ifølge standarderne på noget vi vil. Noget vi vil byde ind med, bidrage med. Konkret eller i overført betydning.
I klare øjeblikke, er jeg med årene klar over at det sårbarhedens rum, for mig findes lige her i Fountain House, det er i hvert fald i mit liv her jeg tydeligst møder det, arbejder med det, udvikler det, hvor smertefuldt, hvor skamfuldt, hvor genstridigt det uanset ofte er at konfrontere mine egne stigmaer og forkerthedsfølelser. Min pseudo oplevelse, min jagt på mening og ydre betydning. Her i Fountain House, har jeg fundet det sted hvor jeg kan møde mit eget sårbarhedens rum. Hvor jeg kan arbejde videre med at komme overens med min egen øverste dommer, min selvstigmatisering. Fra at være dommer, kan jeg blive min egen bedste ven, der accepterer, forstår og respekterer hvor vigtigt dette sårbarhedens rum er at adressere gentaget, for at jeg kan rette mig ud, ranke ryggen, føle varmen, den indre, i mave og bryst, blot ved tilværelsens, ja, mirakel i sig selv.
Dette sårbarhedens rum, giver mig, ustandseligt frustrationer, hovedbrud, bekymringer. I perioder bryder jeg dagligt mit hoved med hvorfor og hvordan jeg skal færdes i Fountain House, men jeg vedholder at dukke op, og jeg forstår i stigende grad, hvordan jeg formår at møde netop dette sårbarhedens rum i mig selv, i et fællesskab, som vil mig det godt. Ved at forholde mig til og acceptere, rumme og respektere det sårbarhedens rum i mig selv, som jeg kan det i Fountain House, heler jeg, måske tre skridt frem syv tilbage og otte frem, men herfra tager jeg min portion energi med mig ud i den store verden, hvor jeg ellers færdes. Bevidst, og efterhånden mindre besværet, kan jeg tale om Fountain Houses’ betydning for min hverdag, og mit øvrige virke. Med ret ryg, får jeg nemmere ved at fortælle om hvad det er, der er her, i dette hus, der er så vigtigt for mig, hvad det er for noget smøremiddel eller kit, der her findes, jeg kan arbejde ind i mig, og som gør at jeg synes de 10 år, er gået som ingen tid. Eller, at på gode dage, selvom jeg bilder mig ind at have set og prøvet det hele i huset, så er det en fortsat ny og spændende rejse at møde mit eget sårbarhedens rum, i fællesskabet her, og en fortsat opgave at pleje og værne om at lige det kerne- eller fikspunkt jeg har, som vi alle har i os selv, et sårbarhedens rum, får lov at være varmt, aktivt og levende.
Tekst og billeder af Nikolaj Callesen
