Planer og visioner for Fountain House København i 2025 (…and beyond!)

17. februar 2025

Vi er allerede godt i gang med det nye år, men ikke desto mindre fangede Kontoret lige leder Maria Clemensen til en kort snak om, hvad året bringer af planer og tiltag, hvad der især springer i øjet fra sidste år, og hvad der på endnu længere sigt er af visioner for udviklingen af Fountain House København. Som du kan læse er der mange gode tiltag undervejs, og nogle større projekter som der forhåbentlig falder på plads hen ad vejen.

2024 bød på mange gode ting

Først lige et kort oprids af et par vigtige ting fra sidste år. Som bekendt blev endnu et hold sendt på klubhustræning, denne gang i Toronto, og Maria fremhæver det vigtige i arbejdet med at styrke klubhusarbejdet og blive bedre til standarderne. En af standarderne er netop, at man løbende skal have en plan for uddannelse af folk, da det er en form for mesterlære. Huset blev akkrediteret efter Fountain House modellen med de 37 standarder og, som Maria nævner, så mærker medlemmerne forhåbentlig, at der bliver arbejdet efter modellen i huset.

Udover de mange gode medlemsaktiviteter og traditioner som året sædvanligvis byder på, så var Fountain House København i 2024 med i forskellige motionsløb, og mange medlemmer var rigtig glade for at lave noget aktivt sammen, så det gør vi nok igen i år. Musik På Tværs kom også i gang og var en stor succes, så det fortsætter som bekendt i år, da ideen om at være sammen om at spille musik på tværs af hele huset bare er rigtig god, og bringer folk sammen på en anden måde end ellers.

Drømme og planer om et forbedret hus

Et af de projekter der også fortsætter ind i 2025 er, at Fonden Fountain House, der ejer bygningen, arbejder aktivt videre på at søge fonde til en stor renovering og udvidelse af huset. Store dele skal renoveres, og i baghuset skal der rives ned og bygges nyt. Planen er, at kernehuset og Fontanaskolen skal være på samme matrikel. Og ovenpå Fontana skal der bygges et hyggeligt ”grønt” tag med beplantning.

Som Maria fremhæver kan det være en årelang proces; der skal samarbejdes med arkitektfirmaer, laves materiale og, ikke mindst, søges penge. Det er derfor ikke til at vide, hvornår bygningsprojektet igangsættes eller står færdigt, men hun glæder sig meget over, at der netop er gang i processen! Hvis alt lykkes efter planen, bliver det en klar forbedring af det nuværende hus med bedre udnyttelse af pladsen, flotte, istandsatte rum vi kan opholde os i og generelt endnu bedre rammer for husets mange aktiviteter.

Flere tilbud til medlemmer

Maria fortæller, at der sidste år blev vedtaget en ny strategi i bestyrelsen, som vi forhåbentlig vil mærke til i 2025. Den indebærer, at der skal laves nogle udviklingsprojekter, og at der skal indhentes erfaring med at søge fondsmidler, så der kan skabes endnu flere tilbud til medlemmerne. Maria påpeger, at huset er heldig at have en sikker drift, der sikrer de mange gode, faste tilbud, men at der gerne må komme flere ting ved siden af.

Det kunne f.eks. være kreative fællesskaber, såsom flere grupper med skrivning, kunst og musik samt, ikke mindst, brobygningsprojekter til aktiviteter udenfor huset. Det kunne også være hyggeligt med en fast spiseaften om ugen, hvor vi kan samles om et måltid. Men eksempelvis også tilbud om støtte til arbejde og uddannelse ville være meget relevant, hvor der i sidstnævntes tilfælde udover Bogstøtten også kunne være hjælp til selve det at påbegynde en uddannelse.

Et konkret tilbud, som Maria krydser fingre for at huset kan tilbyde i løbet af året, er et kajakforløb for medlemmer, hvor man kan tage på sejltur med andre fra huset i flotte omgivelser. Forhåbentlig går fondsansøgningen igennem! Og derudover får medlemmerne måske også en god ide til noget, som der er efterspørgsel på.

Øget medlemstal og et ambassadørkorps

Maria nævner, at hun godt kan tænke sig, at medlemstallet stiger lidt for at flere får glæde af Fountain House, eftersom der faktisk er plads til flere. Som det er nu, reklameres der ikke meget for huset, så det vil der blive sat mere fokus på. Bogstøtten vil f.eks. tage ud på uddannelsesinstitutioner og fortælle om huset, og Kontoret har lavet nogle flotte bogmærker med QR koder til hjemmesiden, så dem der er interesserede kan læse opdateret information om huset. Et decideret ambassadørkorps er der også tale om at oprette, så man eksempelvis kan besøge afdelinger i psykiatrien eller tage ud i ambulant behandling og fortælle om huset og nogle af dets mange, gode tilbud.

Alt det ”løse”

Foruden det ovenstående kan her også nævnes, at der er blevet indført en medlemsdatabase, hvor der registreres fremmøde for medlemmer, og ud fra det håber Maria, at huset kan få flere og bedre oplysninger om hvor mange medlemmer der kommer, på hvilke tidspunkter, i hvor lang tid og, på sigt, også gerne hvad folk får ud af det. Det er naturligvis med henblik på at forbedre tilbuddene endnu mere, bl.a. ved at se på hvad der er efterspørgsel på og dermed støtte medlemmerne endnu bedre i dagligdagen.

Huset kommer også til have et samlet arrangement på tværs af kernehuset, Fontana og STUen på World Mental Health Day d. 10. oktober, som Maria håber en masse vil være med til. Det er en international dag, hvor Verdenssundhedsorganisationen sætter fokus på mental trivsel, så der vil formentlig være bl.a. foredrag, debat, en aktivitet og naturligvis et lækkert, sundt måltid, alle kan samles om. Og så er huset åbent for alle der har lyst til at komme forbi.

Ikke mindst ser Maria også frem til at huset afholder de sædvanlige traditioner såsom fastelavn, påskefrokost, eksamensfejring i Bogstøtten mv.!

Håb og ønsker for fremtiden

Da spørgsmålet falder på, hvad huset kan blive bedre til eller tilbyde mere af på sigt, nævner Maria bl.a. det, at kunne give mere støtte til de ting, der ligger udenfor huset. Eksempelvis hvis et medlem ikke kan overskue at holde hjemmet, og det er vokset vedkommende over hovedet, så vil de kunne få støtte til det. Eller det kunne være hjælp ift. jobsøgning og jobstart, eller at deltage i andre aktiviteter udenfor huset, såsom at blive medlem af en fodboldklub eller starte på en uddannelse. Og i endnu højere grad at kunne tage med til vigtige aftaler, såsom en snak med læge eller kommunen.

Overordnet set siger Maria, at de ansatte på dygtig vis er meget koncentrerede omkring det der foregår i huset, men hun kunne også godt tænke sig, at huset kunne blive bedre til at trække tråde ud i andre dele af medlemmers liv. Bruge det gode der sker i huset i andre arenaer. Eksempelvis hjælpe folk ud i, og bygge bro til, foreningslivet og arbejdsmarkedet. Arbejdsmarkedet er der netop mange medlemmer der har et ønske om deltage i. Maria tænker endda, at det kunne være en rigtigt spændende ide, hvis Fountain House, måske, kunne udgøre lidt et alternativ til de udskældte jobcentre på sigt.

Som du ved selvsyn kan læse, er der gang i en del ting, og huset og de forskellige tilbud udvikles løbende, og nye tiltag kommer til. Og som altid er det medlemmerne, der har en meget stor indflydelse på den retning huset tager, og hvordan det former sig i årene fremover. Vi siger mange tak til Maria for at tage snakken!