Flere medlemmer skal have glæde af civilsamfundets og foreningslivets mange tilbud og
fællesskaber. Det er ambitionen i pilotprojektet ”Sammen om Nye Fællesskaber”.
I projektet har vi i Fountain House København fået mulighed for at udvikle en gruppebaseret
brobygningsindsats, der bygger bro mellem fællesskabet i Fountain House København og tilbud i det lokale
foreningsliv. Indsatsen skal gøre det nemmere og mere trygt for medlemmer at blive en del af de mange
aktiviteter og fællesskaber, som civilsamfundet og foreningslivet tilbyder.
”Sammen om Nye Fællesskaber” bygger på det særlige sammenhold og fællesskab i Fountain House som
afsæt for at udvikle en ny brobygningsmetode, der skal give medlemmer i klubhuset adgang til og mulighed
for aktiv og varig deltagelse i nye, betydningsfulde fællesskaber i civilsamfundet.
Fra Fountain House til Hellerup Kajakklub – en unik mulighed for at knytte nye bånd
I samarbejde med Hellerup Kajakklub og foreningen Svømning for Alle tilbydes en gruppe medlemmer et
forløb med svømmetræning og efterfølgende kajakkursus til turkajak. Gruppen følges ad gennem hele
forløbet og støttes gennem fællesskabet i gruppen til at knytte nye bånd til fællesskabet i kajakklubben. I
forløbet deltager også to medarbejdere fra Fountain House, som følger gruppen igennem hele forløbet.
Udvikling af en ny brobygningsmetode
”Sammen om Nye Fællesskaber” er et pilotprojekt, der skal generere erfaringer og kvalificere et kommende
metodeudviklingsprojekt, hvor det fællesskab, medlemmer har skabt med hinanden inden for rammerne af
Fountain House, danner afsæt for sammen og i fællesskab at bygge bro til andre og nye fællesskaber i det
omkringliggende samfund.
Brobygningsmetoden udvikles for og sammen med medlemmer og medarbejdere i Fountain House i
samarbejde med en medarbejder fra Hovedstadens Forskningsenhed for Recovery. Medlemmer og
medarbejdere vil gennem hele projektet være involveret i at bidrage med erfaringer og inputs til projektet og
metodeudviklingen for at sikre, at medlemmernes ønsker og behov bliver mødt.
Projektet udføres i samarbejde med Hovedstadens Forskningsenhed for Recovery, Hellerup Kajakklub og
foreningen Svømning for Alle.
En stor tak til VELUX FONDEN for at muliggøre projektet. VELUX FONDEN er en almennyttig fond, der
ønsker et demokratisk og bæredygtigt samfund på et oplyst og inkluderende grundlag.
Er du medlem af Fountain House København og interesseret i at deltage i projektet?
Som medlem i Fountain House København har du flere muligheder for at deltage i projektet.
Er du interesseret i at lære at ro kajak, kan du melde dig som deltager i svømme- og kajakforløbet. Der er
plads til otte deltagende medlemmer. Svømmeundervisningen finder sted i perioden januar til maj 2026, og
kajakkurset ”Tur-kajak IPP2” løber fra maj til august 2026. For at kunne aflægge prøven i turkajak er det et
krav, at du kan svømme 500 meter i åbent hav. Dette forbereder svømmeundervisningen dig til. Tilmelding
sker i efteråret 2025, og der kommer nærmere information om tilmelding og de praktiske detaljer for forløbet
efter sommer.
Har du lyst til at følge metodeudviklingsdelen af projektet, har du mulighed for at blive medlem af en
arbejdsgruppe med medlemmer og medarbejdere fra klubhuset, som følger projektet. Både medlemmer, der
deltager i svømme- og kajakkurset, og andre medlemmer kan være med i arbejdsgruppen. Arbejdsgruppen
bidrager til at samle erfaringer og inputs fra projektet samt til at kvalificere det senere
metodeudviklingsprojekt. Nærmere information om deltagelse i arbejdsgruppen kommer efter sommer.