I Fountain House er medlemsinddragelse jo en vigtig del af konceptet, og for at udvide dette aspekt af huset er der nu blevet oprettet en hjemmeside, hvor det direkte demokrati kan udfoldes på det digitale område! Vi præsenterer hermed:
Et af Kontorets medlemmer med særdeles stærke it-kompetencer kom på den ide at lave en separat hjemmeside, hvor vi kan stemme om forskellige ting, der knytter sig til husets aktiviteter. Over de sidste par måneder har han bygget siden møjsommeligt op fra bunden, og med sparring fra Peter og andre fra Kontoret er den nu nået til et stadie, hvor vi kan lave en forsigtig lancering og tage den i brug! P.t. drejer det sig om hvilke spil der skal spilles til GG Gaming Lounge, film der skal ses til FHilmklub, samt spændende valgmuligheder til dagens ret fra Køkkenets hånd.
Stem om dagens ret
Vi vil prøve siden af for første gang i forbindelse med en afstemning om, hvad dagens ret skal være torsdag d. 27/3. Vi har lagt det lidt ude i fremtiden, for at Køkkenet har god til at planlægge og købe ind. Men afstemningen er altså åben allerede nu! Vi stemmer ud fra 4 muligheder, så gå endelig ind på siden og giv dit besyv med! Vi ved endnu ikke, hvor ofte vi vil bruge afstemning i denne forbindelse, da det kommer an på hvad Køkkenet har mulighed for, og da vi gerne vil undgå madspild så vidt muligt.
Tankerne bag siden
Ideen udsprang af et ønske om nemt at kunne stemme om hvilke af spillene fra vores samling, vi gerne vil spille til næste ombæring af gamingcaféen, GG Gaming Lounge. Og da et af Kontorets skarpe medlemmer netop har en uddannelse i webdesign, var det oplagt at bruge de evner på at lave en side, hvor medlemsdemokratiet, så at sige, kunne styrkes yderligere. For hvorfor kun stemme om spil, når medlemmer også kan give deres besyv om andre ting? Ift. eksempelvis FHilmklubben er det ikke meningen, at siden skal erstatte det fysiske stykke papir med afstemning ved receptionen. Mange kan, med god grund, godt lide den gammeldags, taktile blyant og papir, når der skal stemmes, så den mulighed fortsætter naturligvis! Derimod er det tiltænkt som et supplement, hvor eksempelvis medlemmer, der ikke lige kommer forbi tidligere på ugen, stadig kan afgive deres stemme om hvad ugens film skal være.
Pga. at siden oprindeligt opstod ifm. gamingcaféen, er der for indeværende lidt forskel på funktionaliteten på spilsiden overfor sektionerne med film og mad, hvor man på førstnævnte kan afgive forslag om nye spil, indtaste brugernavn etc.
Tillidsbaseret afstemning
Siden bygger i høj grad på et tillidselement, da man godt kan skævvride afstemningen, ved at stemme flere gange på det man lige ønsker. Lidt ligesom en vis autokrat med hang til at ride på heste i bar overkrop og få dissidenter til ”snuble” ud af vinduer (ingen nævnt, ingen glemt!). Men vi satser på, at folk er gode demokrater, udøver selvjustits og holder sig til den ene stemme, om det så er med blyant eller digitalt.
Hvis der skulle holdes styr på, at hvert medlem kun afgiver én stemme, ville det kræve et mere omstændigt, individuelt login system, som ikke er praktisk muligt p.t.
Tekniske sidebemærkninger
Siden er stadig under udvikling, og der vil løbende blive tilføjet funktioner, der kan gøre den endnu mere brugbar i hverdagen. Fokusset er ikke så meget på den visuelle del af siden her og nu, men derimod på at den grundlæggende funktionalitet sidder i skabet, og løbende udbygges.
Hvis man undrer sig over, at siden ikke er en del af Fountain House egen side på www.fountainhousecph.dk, så er det bl.a. fordi, at siden, som er bygget op fra bunden i HTML, CSS, JavaScript og PHP, ville være besværlig at integrere med ”hovedsiden”, som styres i WordPress. Også mht. cybersikkerhed giver det mere mening at holde dem adskilt, men Fountain House ejer stadig domænet fhcph.dk.
Selvom der, som nævnt, ikke er lavet et individuelt login system, skal der under film- og madafstemning lige indtastes en kort adgangskode, som er synligt for alle. Det er bare en formalitet. Grunden til at der er denne ”sluse”, man lige skal igennem, er at Googles botter ellers afgiver falske stemmer, når de scanner hjemmesiden.
Giv siden et forsøg!
Men vi håber på, at medlemmerne vil give siden et forsøg, og så evaluerer vi løbende på, hvad der fungerer godt, og hvad der skal justeres, eller tilføjes, for at få konceptet til at fungere bedst muligt. Som så meget andet er siden et work in progress!