Hvad er Clubhouse International?

20. februar 2025

Af Peter Brandt Nielsen

Fountain House København er blevet akkrediteret af Clubhouse International, og i foråret 2025 deltager vi i klubhustræning i New York. Men hvad er Clubhouse International, hvor kommer ideen fra, og hvorfor hedder det egentlig Fountain House?

Fountain Houses oprindelse går tilbage til 1940’erne. På hospitalet Rockland uden for New York indså en læge, at mange psykiatriske patienter oplevede social isolation efter at have været indlagt. Han og en gruppe mandlige patienter skabte en klub med kreative og sociale aktiviteter. Nogle af patienterne fortsatte klubben, efter at de var blevet udskrevet, og inviterede andre med. Med hjælp fra frivillige dannede de en forening under navnet We Are Not Alone.

I 1948 blev Fountain House skabt i et hus på West 47th Street i kvarteret Hell’s Kitchen på Manhattan, med hjælp fra donationer. Navnet kom af, at der var et springvand i gårdhaven. Senere flyttede klubhuset til et nyt og større hus i samme gade, hvor det stadig ligger i dag.

Lederen John Beard var i 50’erne en central figur i at udvikle husets model med arbejde, aktiviteter og botilbud – og et fokus på åbenhed og lighed, hvor alle med psykisk sygdom var velkomne som medlemmer. Beard havde selv arbejdet på et stort psykiatrisk hospital, hvor mange patienter blev regnet som håbløse tilfælde uden chance for rehabilitering. En del af baggrunden for Fountain House var således et overbelastet psykiatrisk system og et behov for at finde alternativer og nye metoder. Den dag i dag henviser Fountain House til et utilstrækkeligt psykiatrisk system som begrundelse for, at der stadig er behov for klubhusmodellen.

Indgangen til Fountain House New Yorks hus fra 1965

I dag har Fountain House i New York omkring 1200 aktive medlemmer. Det er gratis at være med, og huset er delvist finansieret af offentlig støtte. Blandt aktiviteterne er havearbejde, journalistik, et galleri og endda en bondegård uden for byen.

Huset i New York blev et forbillede, som med årene inspirerede projekter andre steder i USA og i andre lande. På den måde blev Fountain House til en international psykosocial rehabiliteringsmodel. Modellen har fokus på deltagernes selvværd og sociale behov, og metoden handler især om at arbejde sammen om husets aktiviteter. Noget af det særlige er, arbejdet fokuserer på deltagernes styrker og ikke så meget på deres sygdom. Derfor kaldes deltagerne medlemmer, og medlemmerne har indflydelse på beslutninger i huset.

I Danmark var Fountain House København det første hus med start i 1986. Kildehuset i Aalborg åbnede i 1992. Senere har der været klubhus- eller fontænehusprojekter flere andre steder i landet. Clubhouse International blev skabt i 1994 som en paraplyorganisation, som blandt andet står for uddannelse og akkreditering i klubhusmodellen. Akkreditering skal sikre, at klubhusene arbejder efter organisationens fælles standarder, som første gang blev udgivet i 1989. Ifølge Clubhouse International er der over 370 klubhuse i 33 forskellige lande, og omkring 100.000 mennesker i verden deltager i klubhusene hvert år. I Danmark arbejder organisationen Fontænehusene i Danmark for at udbrede modellen til gavn for mennesker med psykisk sygdom i hele landet.