Af Martin Haastrup Strøm
Det kan være en skræmmende tanke for en studerende, hvad er kommer til at ske, når man er færdig med uddannelsen. Derfor holder Bogstøtten et par gange om året et fyraftensmøde, hvor tidligere medlemmer vender tilbage og fortæller om, hvordan de er kommet i arbejde og hvordan, det opleves.
Den 13.11 fik vi besøg af et medlem, der arbejder i en humanitær organisation, en anden som er gymnasielærer og en tredje, som arbejder i en offentlig styrelse. Fælles for dem alle tre var, at de psykisk følte, de var et bedre sted, end da de var under uddannelse. Som en af deltagerne sagde: ”Det føles ikke som eksamen at være i arbejde”. Der blev denne eftermiddag sat ord på, at det har betydning, at man laver noget, andre har brug for. Der er en struktur, man ikke selv skal skabe, og som man træder ind i. Overspringshandlinger er ikke så lette at ty til. Det er godt at vide, at man skal møde op til et bestemt sted på et bestemt tidspunkt, og at det ikke er op til en selv. Man er en del af noget, der er større end en selv og har kolleger. Oplæggene og den efterfølgende diskussion kom omkring emner som CV-skrivning, huller i ens CV, fordele og ulemper ved hjemmearbejdsdage, overtænkning ved ansøgninger overfor vigtigheden af at få sin ansøgning til at skille sig ud, forholdet mellem arbejde og selvomsorg, erfaringer med fuld tid versus deltid. Hvor åben skal man være? Hvordan håndterer man følelsesmæssigt pres?
Der udfoldede sig denne gang en længere diskussion af fordele og ulemper ved at bruge de kompenserende ordninger, der findes for jobsøgende med psykisk sårbarhed. Isbryderordningen er skabt for at hjælpe nyuddannede i arbejde. Man skal benytte den senest to år efter endt uddannelse. Ordningen går ud på, at arbejdsgiveren i et år får en stor del af medarbejderens løn dækket af det offentlige. En af oplægsholderne havde ret til Isbryderordningen og var blevet kontaktet af kommunen, om hun ikke ville have et job hos dem. Den ansættelse havde ikke været en god oplevelse. Hun fik et arbejde, hvor hun ikke fik sat sine kompetencer i spil. Der var for lidt at lave, og det virkede som om, kommunen bare skulle opfylde en kvote. Omvendt kendte hun en anden, som havde været heldig med at få et godt job via isbryderordningen. Hun var nået frem til, at isbryderordningen kan være god at bruge, hvis man selv finder det sted, man vil arbejde.
En anden kompenserende ordning er retten til fortrinsadgang. Ordningen handler om, at man ved jobsamtaler i det offentlige har ret til at blive kaldt til jobsamtale, hvis man oplyser, man har en funktionsnedsættelse. En havde her oplevet, at det var et spild af alles tid, fordi det var så tydeligt, man kun blev indkaldt, fordi arbejdsgiveren havde pligt til det. En anden havde erfaret, at han ganske vist ikke fik jobbet, men til gengæld fik at vide, at de ville gemme hans CV, fordi de sandsynligvis havde et andet job. En tredje mente, at det uanset udfaldet var godt at øve sig i at gå til jobsamtale og derfor var en god ide at benytte sig af retten til det.
Tak til alle der holdt oplæg og alle, der mødte op for at dele egne erfaringer eller høre om andres!
